Undskyld, men jeg har det faktisk godt

Det værste ved at være jobsøgende er, at man helt uvilkårligt får dårlig samvittighed, hvis man lige pludselig tillader sig at føle at man har det godt.

"Hvordan har du det?" spørger folk som om de forventer at jeg har det ad helvede til og kigger på mig som om jeg lider af en livstruende sygdom.

Det er som om det forventes at jeg skal gå rundt i en desperat og panisk undtagelsestilstand indtil jeg har fundet et job og igen er blevet ligesom normale mennesker.

Det er der bare ingen der kan holde til.

Så jeg beklager meget, og begynd nu endelig ikke at kalde mig Dovne Robert, men jeg har det faktisk utrolig godt.

Selvfølgelig vil jeg enormt gerne have et job - det første jeg gør om morgenen er at tjekke jobopslag og sende ansøgninger af sted - men jeg gider ikke gå i spåner, fordi jeg ikke har fået noget job endnu.

I stedet vil jeg prøve at bruge min ledighedsperiode på noget fornuftigt - altså noget der giver mening for mig. Jeg får skrevet på nogle projekter jeg aldrig troede jeg skulle komme videre med og der er mange flere spændende projekter på vej det kommende stykke tid.

Jeg keder mig ikke, tværtimod.

Jeg tilhører den fløj der mener, at man ikke skal give de ledige skylden for finanskrisen.

(Der har godt nok været finanskrise lige siden jeg blev student og lige siden mig og Jakob blev kærester, men jeg tvivler på, at det har noget med finanskrisen at gøre, ærlig talt.)

Alligevel forstår jeg godt, hvorfor der er mange jobsøgende der ender med en diagnose på stress eller depression i stedet for et fast arbejde.

Det er et kæmpe pres at være udenfor arbejdsmarkedet og man har uden pis dårlig samvittighed hele tiden. Man bliver flov over sig selv og ja, føler ikke at man kan tillade sig at nyde, at have tid til at gøre det man synes er fedt her i livet - hvilket for mit vedkommende er at skrive.

De fleste mennesker kommer på et tidspunkt i deres liv til at opleve en "ledighedsperiode" og jeg er oprigtigt bange for, at der er mange der kommer til at spilde sådan en periode med bekymringer, stress og dårligt selvværd i stedet for at se det som en chance for at dyrke de ting man er god til og holder af - når det nu alligevel skal være.  

Mere optimisme og færre skeptiske blikke, tak.